DØLLEFJELDE: Kondomer, bolcher, slikkepinde og ikke mindst en masse snak. Det er nogle af kernepunkterne, som de i år 20 tilmeldte natteravne har på deres Dølle-dagsorden. Allerede torsdag eftermiddag var de første i gang med at gøre sig klar til de første opgaver i fire intense markedsdage.
Ved hvad det handler om
- Vi er også til stede i løbet af dagtimerne, men her er det typisk nogle andre opgaver, tiden går med. Det kan være børn og forældre, der gerne vil spørge lidt til, hvad vi er for nogen. Når først vi når op til de lidt større børn og unge, så ved de fleste godt, hvad det er, vi er kendte for. Og det er stadig det samme koncept, vi kører med, så vi udleverer kondomer, bolcher og slikkepinde, fortæller Camilla Lund Christiansen, der har været formand for Natteravnene i Nykøbing F. de seneste tre år.
13 år i vesten
Med i alt 13 år i den gule vest med det velkendte logo på er Camilla Lund Christiansen en af de absolut mest rutinerede lokale natteravne, der i disse dage gør sig klar til det store rykind af markedsgæster. Hun har set det meste på Dølle - uden tvivl. Og Camilla Lund Christiansen mener heller ikke, der er den store udvikling i forhold til, hvad hun oplever et sted som Dølle, hvor opgaverne i store træk ligner hinanden år efter år.
Derimod ser hun en noget mere negativ udvikling, når Natteravnene rykker ud på andre tider af året til opgaver i det lokale natteliv.
- Jeg synes godt, man kan se, der er flere problemer med stoffer nu på gaden, end tilfældet var for 13 år siden, hvor jeg startede som natteravn, fortæller Camilla Christensen.
Mange kommer hen
Oplevelser fra Dølle som natteravn har Jannie Flørning også en del af - bare ikke så mange. Sidste år var den stadig forholdsvis nytiltrådte natteravn til sit første Dølle i den gule vest.
Jannie Flørning, natteravnNoget af det, der måske har overrasket mest, er faktisk alle dem, der kommer hen for at ville snakke.
- Jeg synes, jeg inden min debut på Dølle blev briefet rigtig godt i forhold til, hvad jeg kunne forvente, og noget af det, der måske har overrasket mest, er faktisk alle dem, der kommer hen for at ville snakke. Det er meget positivt at opleve, og dem er der heldigvis rigtig mange af, fortæller Jannie Flørning.
Hun er heldigvis ikke blevet skræmt fra at prøve endnu et Dølle som natteravn - heller ikke selv om der nok venter rigeligt med opgaver, når der er allermest tryk på festen og markedet i aften- og nattetimerne.
Om Natteravnene
Natteravnene er en frivillig organisation bygget som et franchise-koncept til frivillige, som lokalt medvirker til at skabe tryghed især for børn og unge ved en ansvarlig, omsorgsfuld og forebyggende synlig tilstedeværelse i det offentlige rum.